Fra landet hvor alting er omvendt

Her er så den første hilsen fra landet hvor alting er omvendt, Vinter er sommer, bilerne køre i den forkerte side ad vejen og solen står op på den forkerte side af jorden. Den første og den sidste ting vender man sig hurtigt til. Men det med bilerne er ikke så nemt, hver gang jeg skal over en vej står jeg og kigger den ene vej og den anden vej og den ene vej og den anden vej, ligesom Nanas klasse når de er på tur, bare for at være helt sikker. At det er lykkes mig at komme nogle steder er faktisk utroligt.

Nå, men for at starte fra begyndelsen, havde jeg lidt start problemer i Kastrup lufthavn, der var heldigvis meget familie og søde venner med til at hjælpe mig. Til dem vil jeg forresten gerne sige undskyld for at jeg ikke vente mig og vinket, men jeg var lidt ude af den.

Da jeg kom til Helsinki, skulle jeg igennem paskontrol og starte med at stille mig i en kæmpe lang kø, hvor der kun stod Asiater. Efter at have sneglet mig et stykke i den, ser jeg et skilt hvor der står EU borgere og en pil. Jeg hopper ud af køen og går hen til en maskine hvor man stikker sit pas i, går ind og stiller sig også scanner maskinen ens ansigt. Meget hurtigt, meget nemt.

Det lykkes mig ikke at sove på den 8 timers lange tur til Hong kong (Men jeg fik set en hel masse afsnit a ' How I meet you mother') eller i lufthavnen, så da jeg satte mig op i flyet til Brisebane knaldet jeg brikker før flyet lettet.

Jeg havde været lidt nervøs for sikkerheds kontrollen i Australien, men der var ingen problemer og en time efter jeg var landet, stod jeg ved 158A Jubilee Terrance, kl cirka 24 lokal tid. Jeg blev lukket ind af David og Christian som lavet en kop te til mig og vi sludret lidt, men jeg var helt færdig så 20 min senere lå jeg i min seng og sov dejligt.

Christian havde taget det på sig, at jeg skulle vindet over jetlaget, så han vækket mig kl. 9 med kaffe. Og bagefter tog han mig med ud til et shopping center, han sagde godt nok, at det vist var lidt langt og vi ku tage bussen, men jeg insisteret på at jeg sagtens kunne gå. Det var så halvanden times gang i det som åbenbart at brisebane mest bakke forstad, og når jeg siger bakker men jeg ikke som den "lille" stigning der er på Frederiksborgvej. I dag er mine ben og min røv helt utrolig ømme og jeg har mange vabler på fødderne. Nå, men efter en tur i Aldi og efter jeg havde hilst på Frank, som jeg bor hos, tog vi ind til Brisebane centrum, her hoppet vi på en city cap, som er små færger der sejler op og ned af den flod som løber gennem Brisebane centrum, det er faktisk en del af deres bussystem og man sejler med den på sin busbillet.

Vi kom hjem kl. 20 og der kunne jeg næsten ikke hænge sammen mere, men jeg holdt mig vågnet til kl 23 og vandt over jetlaget, sådan der.

I dag har jeg været ude på Red Hill hvor jeg skal arbejde og sige hej, de virket alle sammen rigtig søde, børn som voksne. Og jeg har allerede fået krammer, danset og talt med en masse af dem. Så jeg glæder mig rigtig meget til at starte imorgen.

Mit eneste problem lige nu er at alle vil have mig til at skrive en emergsy person, på mine papirer, og hvem skriver man på når man ikke kender nogle?

Nå ja, også har jeg flere gange stået og manglet en hullemaskine, man har jeg en... nej....

Nå jeg får min telefon op og køre skal jeg nok skrive mit nye nummer ud på face.

Det var det for nu mange kys herfra.