mindre velfærd gi mindre frihed

Her kommer lige et lille indlæg til velfærdsdebatten fra et Australsk udgangspunkt. Før jeg begynder vil jeg gerne indrømme, at jeg skriver med en del ubekendte, da jeg langt fra er inde i det Australske system. Men jeg synes stadig der er nogle gode pointer, vi også kan bruge i den danske debat.

En dag i sidste uge sad vi og så et program ala aften showet. I det var der en historie om, at daginstitutioner var så dyre, at det bedre kunne betale sig for en familie, at lade den ene forældre ( kvinden), blive hjemmegående og passe børnene. Det fik mig til at tænke på en serie Politiken kørte under navnet de blå feminister. I en af artiklerne argumentere Paaske Hjort for de traditionelle kønroller, hun siger ...Og hvis man satte skatteprocenten ned, ville det blive nemmere at leve for én indtægt, hvilket ville få flere kvinder til at gå hjemme og passe deres børn.

Det er jo sådan set det der sker i Australien, her er skatteprocenten lavere end i Danmark, til gengæld er deres velfærds ydelser dyre. Det betyder at kvinderne bliver nød til blive hjemme fordi det ikke kan betale sig, at få sine børn passet, i forhold til hvad hun ville tjene ved at arbejde. Det har intet med et valg at gøre, det er en nødvendighed.

Ydermere faldt jeg idag over denne her artikel, http://www.theaustralian.com.au/national-affairs/mothers-on-the-poverty-line-resort-to-adoption/story-fn59niix-1226152281125. Som i korte træk handler om, at visse enlige mødre er så fattige at de er nød til at bortadoptere deres børn. Sarah McLean som bliver interviewet i artiklen siger, I had to choose between staying in an unhappy marriage or living on the poverty line and it's really, really hard.

Hvis jeg skal være helt ærlig, ser det for mig ud, som om at manglen på ordenligt velfærd tvinger kvinderne tilbage (hvis de altså har været ude af dem) i patriarkalske familiemønstre.

For at vende den om kan man sige, at mere velfærd gi' større frihed!